Generelt er korrosionsbestandigheden af titan relativt god i oxiderende medier såsom salpetersyre, chromsyre, hypochlorsyre og perchlorsyre. I disse medier kan titanium danne et lag af kompakt oxidationsfilm, som effektivt kan forhindre yderligere korrosion. Men i den reducerede syre, såsom fortyndet svovlsyreopløsning og saltsyre osv., på grund af passivitetens ødelæggelse af oxidationsfilmen, er korrosionshastigheden af titanium hurtig og vil blive accelereret i overensstemmelse med stigningen i temperaturen og koncentrationen.
I den reducerede syre kan tilsætning af det tunge metalliske salt spille en indlysende rolle i korrosionshæmningen. For eksempel vil titanium palladium legeringen og titanium nikkel molybdæn legeringen, ved at tilføje visse tunge metalliske elementer, have en betydelig forbedring i korrosionsbestandigheden sammenlignet med det rene titanium. Som et resultat kan disse legeringer have en god ydeevne i det specifikke korrosionsmiljø.
Titanium er et af de bedste metalmaterialer til opvarmningsudstyr til salpetersyreopløsning. Når den udsættes for 60% salpetersyre omkring 193 grader, har titanium varmeveksleren ikke fundet den åbenlyse korrosion efter brug i mange år. Selv ved kogning af 40% og 68% salpetersyre kan titaniums korrosionshastighed være hurtig, men efter kort tid kan titaniums passivitet genoprettes hurtigt, og korrosionshastigheden vil naturligvis blive reduceret. Det kan være relateret til korrosionshæmningen produceret af titaniumioner i korrosionsprocessen.
I salpetersyre ved høj temperatur afhænger titanium korrosionsbestandighed af renheden af salpetersyre. Når koncentrationen af salpetersyre er mellem 20% og 60%, er korrosionsfænomener formentlig tydelige. Ikke desto mindre kan disse ioner, selv i salpeterkoncentrationen med spormetalioner såsom Si, Cr, Fe og Ti, spille en rolle i at reducere korrosion af titanium. Sammenlignet med rustfrit stål viser titanium større korrosionsbestandighed i salpetersyreopløsninger ved høje temperaturer. Desuden er titaniumkorrosionsproduktet (Ti4+) i sig selv en perfekt salpetersyrekorrosionsinhibitor.
I svovlsyren ventileret med luft ved stuetemperatur kan det rene titanium kun modstå svovlsyreopløsningen under 5%. Når temperaturen falder, vil koncentrationen af svovlsyreopløsning, som titanium kan modstå, blive forbedret. Men når temperaturen hæves til opløsningens kogepunkt, kan titanium stadig være ætsende, selvom koncentrationen af svovlsyreopløsning falder til 0,5 %. Ved samme temperatur, hvis ventileret med nitrogen, er korrosionshastigheden af titanium hurtigere end den med luft. Denne korrosionsregel er grundlæggende den samme i andre reducerede uorganiske syrer.
Ved stuetemperatur er det rene titanium i stand til at modstå saltsyren mindre end 7%. Dens korrosionsbestandighed vil dog naturligvis falde med stigningen i temperaturen. I modsætning hertil kan titanium-nikkel-molybdæn-legering modstå 9% saltsyreopløsning, og titanium-palladium-legering kan modstå op til 27% saltsyre. Tilsætningen af højvalens tungmetalioner (såsom jern, nikkel, kobber, molybdæn osv.) kan forbedre korrosionsbestandigheden af titan betydeligt, hvilket er en af grundene til, at titan med succes kan anvendes til saltsyresystemet i hydrometallurgisk industri.
Desuden kan det rene titanium ved stuetemperatur modstå under 30 % fosforsyreopløsning. Koncentrationen af fosforsyre, den kan tåle, vil dog gradvist falde. Når temperaturen når 100 grader, kan koncentrationen af fosforsyre kun holdes på omkring 2%, men når temperaturen når kogende tilstand, kan den ikke fremskynde korrosionen af titanium.
Som konklusion vil korrosionsbestandigheden af titanium i forskellige medier have betydelig forskel på grund af dets særlige kemiske egenskaber og legeringsmetoder. I den praktiske anvendelse skal den vælge passende titaniummaterialer for at opfylde brugskravene i henhold til det specifikke korrosive miljø og krav.
